Kunstnernes Åbne Døre keramik

Livslang læring for legende keramikere

Foto: Steffen Jensen

Poul Erik Eliasen og Søren Baun Jeppesen om at blive ved og ved og ved med at eksperimentere

Kodeordet er fordybelse. Langsomheden. At blive ved og ved og ved med at gøre det samme. Og om at gå til grænsen for, hvad der kan lade sig gøre. 

Ikke sært, at de to keramikere i hver sin ende af øen har meget tilfælles -  Poul Erik Eliasen i Strandby ved Tranekær og Søren Baun Jeppesen i Hennetved ved Lindelse holder af at nørde sammen og diskutere forsøg og resultater. 

Keramik af Poul Erik Eliasen

Poul Erik Eliasen bruger udelukkende det hvide porcelæns-ler, der ved brændingen bliver næsten gennemsigtig.Foto:VisitLangeland

Søren Baun Jeppesen

“I mange år har mine skåle og krukker været umoderne, fordi de var brune og rustikke med mønstre, der har rødder i bondestenalderen - mønstre som jeg f.eks laver med muslingeskaller”. Foto:Søren Baun Jeppesen

Udlært ved Kähler 

Poul Erik Eliasens historie med leret starter ret tilfældigt. Hævder han.
 
Efter skolen skulle jeg ud og finde en læreplads. Det kunne være blevet kokkefaget. Eller det kunne have været indenfor landbrug - jeg er ud af landmandsfamilie. Men jeg tog en dag til pottemagerværkstedet, Kähler Keramik, i Næstved med mine landskabstegninger under armen… ind på det  første kontor, jeg fandt. Her sad direktøren, Herman A. Kähler”. Poul Erik Eliasen kendte hverken Herman Kähler af navn eller gavn - det var bare den mand, som tilfældigvis tog imod ham. 

Mødet gik godt, og aftalen mellem hr. Kähler og den unge Poul Erik blev en prøvetid på op til et par måneder. Derefter var han på pottemagerværkstedet under sin fire-årige lærlingeuddannelse, dernæst to år som svend og efter en afstikker til Sverige med etablering af et keramikværksted, atter to år hos Kähler. 
Arbejdet bestod i at dreje. Fra morgen til aften. Ofte hundrede ens emner ad gangen.  

Som pottemager handlede det alene om at dreje, og Poul Erik Eliasen måtte  på et tidspunkt konstatere, at ler-klumpens drejede form kun er det halve af resultatet.  At lære om glasurer og keramikbrænding hørte til i andre afdelinger af Kähler-værkstedet, så den viden blev først føjet til, da Poul Erik Eliasen tog keramiker-uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen, nu Designskolen Kolding. 

Poul Erik Eliasen i Strandby ved Tranekær

Poul Erik Eliasen bruger udelukkende det hvide porcelæns-ler, der ved brændingen bliver næsten gennemsigtig. Porcelænsleret kan drejes særligt tyndt op og give skålen eller krukken en sart elegance.Foto:Steffen Jensen

Akademi-keramiker 

Søren Baun Jeppesen gik en lidt anden vej. Han fik sin keramikeruddannelse på Aarhus Kunstakademi, hvor han også byggede den ovn, han stadig bruger på fyrretyvende år. 

Jeg har holdt fast i både lertypen - en fransk stentøjsler - i de klassiske former som skålen og krukken og i de samme simple glasurer lige siden dengang. Men hvis man kigger på min keramik fra for fyrre år siden og så til nu, er der en kæmpe forskel. For i alle årene har jeg arbejdet for bedre at forstå den kemiske proces, der sker under brændefyringen, og jeg har konstant eksperimenteret og leget, men heller ikke nu kan jeg sige, at jeg har styr på processen. Jeg kan blive ved og ved og stadig lære nyt”, konstaterer Søren Baun Jeppesen. 
 

Poul Erik Eliasen og Søren Baun Jeppesens keramikovne

Foto:Steffen Jensen & Søren Baun Jeppesen

At udfordre sig selv

Selvom begge de to keramikere konstant udfordrer sig selv, er der en væsentlig forskel på dem. Mens Søren Baun Jeppesen allermest interesserer sig for det, der sker under brændingen og gerne sidder atten klokketimer uden pause på en ikke særlig komfortabel spisebordsstol foran den brændefyrede keramikovn, for undervejs at holde ilden vedlige samt at gøre notater om temperaturstigningen, så har Poul Erik Eliasen sit fokus et andet sted: Han tænker på formen - den fascinerer ham, skønt han også arbejder meget konsekvent med celadon-glasuren, der stammer fra 1400-tallets Kina, og som ved brændingen får en transparent lys jadefarve. Aldrig helt ensfarvet, naturligvis. 

“Jeg har sikkert kunder, der f.eks. foretrækker helt ens krus, men jeg synes, det er mere interessant, når glasuren under de høje temperaturer i ovnen har skabt noget unikt. Eller når der i brændingen er opstået en lille skævhed i formen. Selv elsker jeg den slags “fejl”, der både gør emnet mere interessant, men også tydeligt viser, at dette er håndlavet - ikke fabriksfremstillet."

Det hvide ler

Poul Erik Eliasen  bruger udelukkende det hvide porcelæns-ler, der ved brændingen bliver næsten gennemsigtig.
Porcelænsleret kan drejes særligt tyndt op og give skålen eller krukken en sart elegance. Og vil han sætte små fødder på en stor flot form, gør han det uden at skele til funktionen. For hellere en æstetisk  unika-genstand end en klumpet brugsskål. Men porcelænslerets ulempe er, at det drejede emne ikke bare krymper de almindelige 10-12 procent under brændingen som andet ler, men faktisk kommer ud af ovnen en femtedel mindre, end da det blev sat ind.  
Da leret desuden begynder at slingre i gasovnen, når temperaturen når op på de 1320 grader, er der stor risiko for at åbne en ovn med ødelagte skåle og krukker. 
 

 

Poul Erik Eliasens værksted

Foto:VisitLangeland

Poul Erik Eliasen - skitse

Foto:Steffen Jensen

Robusthed og brunt

Søren Baun Jeppesens værker er mere robuste. “I mange år har mine skåle og krukker været umoderne, fordi de var brune og rustikke med mønstre, der har rødder i bondestenalderen - mønstre som jeg f.eks laver med muslingeskaller”.  Nu er trenden så vendt, og keramikken uden påtrængende farver og med mønstre, der er med til at understrege det enkle og tidløse, er atter rykket ind i boligindretningen.  

Han er ikke bare den lille kemiker, skønt han forklarer om reduktionsbrænding og natriumdampe, om at bruge naturens egne materialer og finde okker i et vandløb eller ler ved de langelandske strande - ler der slemmes op til tyndt pjask og bruges som glasur. For i virkeligheden har han slet ikke et væld af glasurer på værkstedet og synes måske også mest, det hører de unge nyuddannede keramikere til, at de forsøger sig med farver. 

“For mig er glasurerne ét stort eksperiment. Du kan knuse en granitsten og bruge som glasur. Jeg bruger f.eks. også brændeovnens aske, som indeholder natrium- og kalium-forbindelser”, siger han. 

“Men uanset moden er jeg blevet ved med at lave det samme, fordi jeg vil helt ind til kernen af stoffet. Altså prøve at blive bedre og bedre til at forstå, hvad der sker inde i ovnen under brændingen”, siger Søren Baun Jeppesen

Besøg de to keramikere

Poul Erik Eliasen holder til i Tranekær, hvor du kan besøge hans værksted. Søren Baun Jeppesen finder du i Hennetved ved Lindelse. De er begge med på Kunstruten fra Nord til syd.

Kunstruten

Kunstruten giver dig mulighed for at kombinere de større kunst- og kulturoplevelser med besøg hos enkelte kunstnere og kunsthåndværkere, samtidigt med at du bevæger dig rundt i den smukkeste langelandske natur og forbi kunsten i det offentlige rum.

Anders Sandøe Ørsted
Ikon - kunst

Die Kunstroute - Nord/Syd

Alfio Bonanno
Vandretur

Die Kunstroute - Tranekær

Sundhedsøen
Vandretur

Die Kunstroute - Rudkøbing

Bagenkop Helle Scharling-Todd
Vandretur

Die Kunstroute - Bagenkop