©  Foto:

Geopark: Siø-dyssen

I det lave vand et par hundrede meter ud for Siøs sydlige pynt ligger en langhøj fra stenalderen.

I dag er dyssen det meste af tiden overskyllet med en halv meter vand, men ved lavvande er stenene delvist oven vande. En del af stenene i dyssen er gennem tiden blevet fjernet og blandt andet brugt, da der blev anlagt en dampskibsbro på Siø i 1916.

I Danmark byggede man en mængde langhøje i perioden 3800-3500 fvt., kort efter landbruget kom til landet. De var forløbere for stendysser og jættestuer der blev bygget i senere perioder af den yngre stenalder. Langhøjene blev ofte bygget med en træpalisade i den østlige ende, og med et eller flere gravkamre bygget i træ. Man ser ofte, at langhøjene blev bygget på markante steder i landskabet, hvilket også er tilfældet med langhøjen ved Siø. Da Langhøjen blev bygget, lå den på den sydligste spids af Siø, hvor den har været en tydelig markør i landskabet for alle der har sejlet forbi øen. Alt jordfylden fra højen er skyllet bort af havet, og tilbage står i dag kun få af de store sten, som oprindelig afgrænsede højen.